Af Uffe Østergård

Danmark og Tyskland er naboer i et efterhånden forenet Europa. Landene har ingen større problemer med hinanden. Ja, man kan sige at Danmark og dansk politisk kultur har et urimeligt godt ry i Tyskland. Grundlæggende skyldes det naturligvis det forhold, at de to lande befinder sig i helt forskellige vægtklasser, hvor Danmark overhovedet ikke er en udfordring eller trussel for Tyskland. Og slet ikke efter genforeningen af Øst- og Vesttyskland.

Når forskellen i størrelse ikke fører til større underlegenhedsfølelse i det lille Danmark skyldes det flere forhold. Dels at tyske politikere normalt tager høfligt hensyn til den lille nabo mod nord, at handelsforbindel-serne fungerer godt med Tyskland som det vigtigste marked for Danmark, og at tyskerne har lagt mange penge som turister. Dertil kommer, at nok er størrelsesforskellen mellem de to lande enorm, men EU-samarbejdet fungerer på grundlag af nationale stater, hvor store og små i princippet er lige værdige. Det er de naturligvis ikke, når det kommer til virkeligt vigtige beslutninger. Men til daglig må man sige, at samarbejdet har været til størst fordel for de små og mindre lande. Og det har flertallet af danskerne indset, selv om det meget sjældent indrømmes.

Danmark er i dag en homogen, eksemplarisk nationalstat. At det skyldes resultatet af fire hundrede års militære nederlag til naboerne, har danskerne næsten glemt – lige med undtagelse af nederlagene til de tyske stater i 1800-tallet og besættelsen under 2. verdenskrig. Det har efterladt et dybt sår i den kollektive bevidsthed i Danmark.
 

Dansk bearbejdelse af 1864-syndromet
Skal det lykkes for danskerne at overvinde komplekserne fra 1800-tallet, skal de kan overraskende nok, trods den lange tid der er gået, ikke siges at være sket.

Det er først med journalisten og historikeren Tom Buk-Swientys nye bøger om 1864, at det er blevet muligt for et bredt dansk publikum at forstå og bearbejde nederlaget. Bøgerne er skrevet i den bedste amerikanske tradition for dramatiseret og velskrevet historiefortælling med vægt på de enkelte personers skæbne. De har givet et dansk publikum, hvad det ikke vidste, det manglede – og som flertallet af historikere ikke troede muligt. Ved anvendelse af nogle i og for sig ret enkle greb har han leveret en gribende og medrivende fortælling, der på samme tid analyserer den storpolitiske situation og beskriver de militære begivenheder såvel fra ledelsens side som fra de enkelte krigsdeltageres perspektiv. Det er helt fortjent. at begge bøger længe har ligget på bestseller-listerne.

LÆS OGSÅ: Fra 1849 til 1864 var den danske stat tom

De eneste deltagere, der ikke kommer til deres ret i Buk-Swientys fremstilling, er de nationalliberale ledere. Men det skyldes især, at det ikke er muligt at forsvare deres kombination af selvovervurdering, manglende realisme og angst for folkestemningen i København langt fra krigsskuepladsen. Det kom forbilledligt klart frem i det første bind fra 2008, som han gav titlen “Slagtebænk Dybbøl”. Med den titel fremhævede han brutalt de danske soldaters egen betegnelse for situationen i de sønderskudte skanser i foråret 1864, samtidig med at han klart redegjorde for inkompetencen hos den regering, der ikke lod hæren evakuere de sønderskudte stillinger.

En rettidig dansk evakuering var nemlig, hvad den preussiske ledelse frygtede mest af alt. En sådan evakuering ville i kraft af overlegenhed til søs have gjort det muligt for den danske side at have samlet sine styrker på ét sted og dermed opnået overlegenhed, akkurat som den havde gjort det i 1849. I stedet fik Danmarks 8. brigades heroiske og selvmorderiske modangreb – som er bevaret i den kollektive erindring i form af et maleri – uhyrlige omkostninger i form af døde, sårede og invalider – et faktum, der siden hen blev ignoreret. I alt beløb de danske tab den 18. april 1864 inklusive fanger sig til 5.500 mand, dvs. omtrent hver anden dansker i skanserne. Et umådeligt tab for hæren og landet og en åreladning af især officerskorpset, som skulle vise sig skæbnesvanger i den næste runde af krigen, som den anden bog om erobringen af Als 29. juni 1864 med den velvalgte titel “Dommedag Als” behandler.

Dommedag Als
Hvor stormen på Dybbøl både i Danmark, men også i udlandet, er blevet husket som tapper og ærefuld for begge sider, var tabet af Als et ydmygende dansk nederlag med langt større tab hos forsvarerne end hos angriberne. Den preussiske hærledelse under prins Carl havde trods sin talmæssige overlegenhed før stormen 18. april været bange for, at danskerne ville påføre ham “et nyt Sevastopol”. Dermed hentydede han til det langvarige og seje forsvar, som den russiske hær havde ført på halvøen Krim mod britiske og franske tropper 1854-55. Situationen ved overgangen til Als var endda endnu vanskeligere for den preussiske hær, der ingen erfaringer havde med at angribe over vand, og slet ikke mod en modstander, der havde herredømmet til søs – i hvert fald så længe den østrigske flåde ikke var nået frem i fuld styrke.

LÆS OGSÅ: Dybbøl i brændpunktet mellem dansk og tysk

Ganske vist var de danske krigsskibe udsatte i det snævre farvand mellem Als og Sundeved, men de preussiske soldater – hvoraf kun få kunne svømme – var fulde af angst og uro inden angrebet i den lune sommernat. Men denne gang sejrede de helt og holdent og ydmygede den danske hær totalt. Det er formentlig grunden til, at episoden stort set er glemt i den danske kollektive hukommelse i modsætning til den trods alt heroiske kamp ved Dybbøl. Med undtagelse af enkelte tapre indsatser efterlader Buk-Swientys minutiøse skildring indtrykket af en hær, der gik i opløsning, og hvor det kun var evakueringen fra halvøen Kegnæs, som forløb bedre end forventeligt.

"Langsomt er det dæmret for flertallet,
at man skylder soldaterne en
særlig anerkendelse og status."
 

Ifølge den officielle danske statistik var der 3.100 døde, sårede og fanger ud af de 7.500 danskere – altså næsten hver anden. Det er ikke blot store, men helt overvældene tabstal, især når de sammenlignes med de preussiske tab på 400 mand, døde og sårede.

Nederlaget på Als var så stort, at det blev umuligt at opretholde det urealistiske håb i den danske befolkning om at kunne “løse” det slesvigske spørgsmål med krig – et håb, der havde overlevet den endnu blodigere kamp i skanserne ved Dybbøl i foråret. Forhandling havde hele tiden været den eneste realistiske mulighed, men det tog altså den unødvendige anden omgang af kamphandlingerne at få den danske befolkning til at indse det.

At man selv var skyld i nederlagets omfang fulgt op af den elendige behandling af soldaterne efter krigen, er den egentlige tragedie i nederlaget.

De hjemvendende soldater blev, som Buk-Swienty skriver, i modsætning til den begejstrede modtagelse efter den snævre sejr i borgerkrigen ved Isted i juli 1850, modtaget med kulde, foragt, ja endog med hån – hvis de overhovedet blev modtaget. Eftertiden har til gengæld fortabt sig i spekulationer, om hvorvidt panserskibet Rolf Krake svigtede sin opgave eller ej. Den grundige analyse af forløbet frikender imidlertid flåden og placerer i stedet ansvaret for nederlaget, hvor det hører hjemme: Hos den militære og politiske ledelse i København.

LÆS OGSÅ: Hvem ejer den sønderjyske historie?

Soldater skal anerkendes - også når de har tabt
Man kan roligt sige, at det danske skæbneår 1864 er blevet genindsat i den nationale bevidsthed med Tom Buk-Swientys to mesterlige bøger. Bøgernes velfortjente succes skyldes først og fremmest deres kvaliteter. Men det spiller nok også en rolle, at den danske befolkning så småt er ved at komme i tvivl om, hvorvidt den militært aktivistiske udenrigspolitik er en god idé. Samtidig er der i en nutid, hvor Danmark er i krig, noget at lære af, hvor usselt landet i 1864 behandlede sine overlevende soldater. Forholdsvis var der næsten lige så mange veteraner i det lille Danmark efter 1864 som i Frankrig efter 1. verdenskrig og Sovjetunionen efter 2. verdenskrig. Men de blev gemt væk, ignoreret som skamfulde mindelser om en kollektiv fejltagelse.

Danmark er i disse år ved at indstille sig på at skulle føre en egentlig veteranpolitik, der anerkender de skader, som unge mænd og kvinder har pådraget sig i nationens tjeneste. Indtil nu har de sårede skullet stille op i køen i det almindelige behandlingssystem sammen med ofre for færdselsuheld, narkotikamisbrug og psykologiske skader. Men langsomt er det dæmret for flertallet, at man skylder soldaterne en særlig anerkendelse og status.

"Der er noget at lære af,
hvor usselt landet i 1864 behandlede
sine overlevende soldater."
 

Når det har taget så lang tid at se krigens menneskelige omkostninger i øjnene, skyldes det den manglende bearbejdelse af nederlagene i 1864, både det ved Dybbøl 18. april, men især nederlaget på Als 29. juni. Krigen reducerede Danmark til en småstat, som mange mente var for lille til at overleve. Denne småstat var til gengæld etnisk homogen. Danmark var nu helt overvejende beboet af danskere med landbrug som erhverv, efter at de industrialiserede hertugdømmer var tabt. Den tidligere udbredte flersprogethed gik i glemmebogen. “Ich bin ein Däne. Ich will ein Däne sein”, havde loyale tysktalende soldater sunget i skanserne på Dybbøl. Efter 1864 blev det at være dansker noget, man kun kunne være på dansk. Politisk, kulturelt og økonomisk markerede 1864 et skarpt skel.

1864 som fælles europæisk enrindring i Danmark og Tyskland
Nederlaget i 1864 skabte rammerne for det moderne Danmark. Derfor er krigen vigtig at beskæftige sig med i dag. Først og fremmest er fortællingen om nederlaget dog en god historie, som Tom Buk- Swienty har så megen ære af at have draget frem i lyset i sin moderne fortælling. Dramatisk, sørgelig og ind imellem absurd. Når man i dag går tur på skanserne ved Dybbøl eller ved kysten af Als, kan det være svært at forestille sig, at der her for kun halvandet hundrede år siden blev kæmpet på liv og død. Krigen i 1864 er tilsyneladende langt væk for mennesker, men stormen på Dybbøl og resten af krigen har stor betydning for såvel dansk identitet som sikkerhedspolitik sidenhen.

Tabet af Slesvig, Holsten og Lauenburg reducerede Danmark fra en multinational Helstat til en etnisk ren nationalstat med kun ét sprog og én kultur. Måske er det godt, at det gik sådan. Hvis Helstaten havde overlevet med ca. to tredjedele dansktalende overfor en tredjedel tysktalende, kunne Danmark i dag have lignet Belgien. Et konfliktfyldt partnerskab mellem en industrialiseret sydlig del, hvis elite og sprog traditionelt længe dominerede, og en nordlig flertalsbefolkning med bondekultur, som i kraft af industrialiseringen efter 1945 blev rigere end dem i syd med deraf følgende overlegenhedsfølelse. Den etnisk homogene nationalstat gjorde det lettere at opbygge en velfærdsstat, fordi der her overføres penge til folk, der ligner – i hvert fald indtil for nylig. Men den har også gjort det svært for Danmark at fungere i en moderne globaliseret og multietnisk virkelighed.

LÆS OGSÅ: "Man kan ikke lade Dybbøl være i fred"

For slesvigerne betød 1864, at de fra at have været en rig provins i et tilbagestående dansk rige blev til en fjern afkrog af det nye tyske kejserrige. Den særlige slesvigske identitet forsvandt med 1864, for kun i en kort periode at opstå efter 1945 da landsdelen blev oversvømmet af helt anderledes “tyske” flygtninge fra de østlige dele af det kæmpemæssige tyske rige. Mødet med disse fremmede “landsmænd” førte til en kortvarig opblomstring af danskheden og krav om revision af grænsen. Denne udgave af det danske mindretal er i dag stort set forsvundet og afløst af et dansksindet parti, SSW, der reelt er et tysk regionalt parti båret af mennesker, som har det fint med at leve på to sprog og med to pas. Og som måske kan fungere som rollemodel for ’rigtige’ danskere i omgangen med mindretal, som Grænseforeningen i dag forsøger at demonstrere.

I 1800-tallet blev de dansksindede slesvigere tvunget til at definere sig som danskere, hvis de ikke ville være preussere. På linje med de polsktalende i Poznan og Østpreussen og de fransktænkende, men tysktalende i Alsace og Lorraine.

I 1920 blev de dansktalende ’genforenet’ med et land, de ikke havde været en del af i mange hundrede år. Det betød, at de kom ’tilbage’ som sønderjyder – med ar på sjæl og krop – undtagen de godt 5.000, som faldt i krigen. Samtidig udvandrede de mange tysktalende, der havde været offentligt ansatte, mens en stor gruppe af sønderjysktalende, der identificerede sig som “tyske”, blev som et mindretal i det danske Sønderjylland.

"Danskerne har stadig et arbejde at gøre med den disciplin, som tyskerne efter 1945 har bedrevet så beundringsværdigt, at begrebet kun findes på tysk: 'Bewältung der Vergangenheit'.".
 

Syd for grænsen havde de tysksindede 1866-70 måttet opgive håbet om et selvstændigt Schleswig-Holstein til fordel for et forenet, preussisk domineret Tyskland med stormagtsdrømme. Et lille dansktalende mindretal syd for grænsen, der levede i Weimar-republikken, var vidner til nazismens magtovertagelse, og led under 2. verdenskrig, hvor mændene måtte gøre tysk militærtjeneste.

Et helt nyt Tyskland
Nederlaget i 1. verdenskrig, nazismens katastrofe, det endnu større nederlag i 1945 og flygtningestrømmen samt foreningen af Øst- og Vesttyskland i 1990 har skabt et helt nyt Tyskland med udstrakt føderalt selvstyre: Forbundsrepublikken Tyskland. Landet Schleswig-Holstein blev ganske vist en relativt fattig periferi, og den tidligere så velhavende søfartsby Flensborg blev reduceret til en provinsby, hvis eneste forbundsinstitution er kontoret for betaling af trafikbøder. Til gengæld vover Flensborg at mindes dele af sin danske helstatshistorie, hvor byen blev rig på handel med slaver og sukker i dansk Vestindien. Byen har ikke noget museum for slavehandelen, men mindes importen af sukker og produktionen af rom meget bedre end København, der ellers rummer en lang række pragtfulde palæer, som blev finansieret af denne handel med resultaterne af slavernes arbejde.

Grænsen mellem Danmark og Tyskland blev afdramatiseret med Bonn-København-aftalerne i 1955 og den gensidige ligebehandling af mindretallene. Begge lande er medlemmer af EU, og en skønne dag vil det sikkert blive nemt at leve på den ene side af grænsen og arbejde på den anden. Men det gamle Slesvig eller Sønderjylland er væk for altid.

Tysk og dansk er takket være EU kommet til at leve i fred og næsten harmoni med hinanden. Det var nok heldigt, at det gik som det gjorde. Men danskerne har stadig et arbejde at gøre med den disciplin, som tyskerne efter 1945 har bedrevet så beundringsværdigt, at begrebet kun findes på tysk: “Bewältigung der Vergangenheit”.

Istedløven - historien, der ikke vil slutte
Hvis danskerne får lyst til at bearbejde deres egen fortid på kritisk vis, har de fået et fremragende værktøj til det i form af Buk-Swientys to bøger. Til gengæld er det usikkert, hvad eksperimentet med at flytte det danske sejrsmonument over slaget ved Isted i 1850 fra København til Flensburg vil føre med sig. Istedløven, som statuen kaldes, blev af den sejrende preussiske hær ført fra Flensborg til Berlin Lichtenfelde efter 1864. Her druknede den imidlertid snart i mængden af sejrsmonumenter og førte en upåagtet tilværelse indtil maj 1945, hvor britiske og amerikanske soldater på dansk tilskyndelse tog den ned og transporterede den til København. Her vidste man til gengæld ikke rigtigt, hvad man skulle stille op med et sejrsmonument for et nederlag og gemte statuen af vejen bag det danske militærmuseum, Tøjhusmuseet.

LÆS OGSÅ: En løves lange rejse

Med udbygningen af Det kongelige Bibliotek omkring 2000 fik statuen imidlertid en fremtrædende plads overfor Bibliotekets modernistiske bygning – på en plads, der lidt ironisk blev opkaldt efter filosoffen Søren Kierkegaard. Ironisk, fordi Kierkegaard afskyede den nationale ophidselse og kamp i 1840’erne og 1850’erne.

Efter ønsker fra flertallet i byrådet i Flensborg blev det i 2010 besluttet at sende statuen tilbage for at blive opstillet på sin gamle plads fra 1850’erne på kirkegården i byens centrum. Hvor vidt denne flytning, der falder sammen med valget af en overborgmester fra det danske SSW, vil befordre en besindelse på den fælles danske og tyske historie i et post-nationalt europæisk samarbejde må fremtiden vise. Den vil i hvert fald blive savnet i København. Historien er langt fra slut, hverken for Istedløven eller virkningerne af 1864.

Uffe Østergård er professor i europæisk historie, International Center for Business and Politics, Copenhagen Business School.

Bragt i GRÆNSEN nr. 2, april 2011.