Af Søren Harnow Klausen

Grænseforeningens motto ”For en åben danskhed” har pustet yderligere liv i en standende debat: Hvor åbent eller mangfoldigt kan det danske mindretal i Sydslesvig blive, hvis det overhovedet skal kunne bevare sin status af nationalt mindretal – og, som det ofte tilføjes, hvis det fortsat skal gøre sig fortjent til økonomisk støtte fra den danske stat?

Der skal ikke herske tvivl om min egen holdning. Jeg finder Grænseforeningens motto velvalgt og træffende og mener at mindretallet kan og skal være åbent og mangfoldigt. Alligevel må jeg, ud fra både personlige erfaringer og teoretiske overvejelser, indrømme at det ikke er helt så ligetil, og at kritikernes synspunkt fortjener at blive taget alvorligt.

Jeg er først flyttet til Sydslesvig efter at have stiftet familie, men har tidligere i en rent akademisk sammenhæng beskæftiget mig med spørgsmål om mindretalsrettigheder og kulturel identitet. Det har været noget af en øjenåbner at blive konfronteret med de samme problemstillinger i den nære virkelighed, f.eks. i mine børns skole. Det har ikke rokket ved mine grundlæggende overbevisninger, men har dog udfordret mine teoretiske forestillinger, og givet mig en større forståelse for synspunkter jeg tidligere ville have afvist som udtryk for et forældet snæversyn.

De som ser kritisk på mindretallets udvikling og budskabet om mangfoldighed og åbenhed advarer mod at udvande begreberne, og frygter at mindretallet selv er ved at blive udvandet. Efter at have besøgt mindretallets årsmøde erklærede Søren Krarup i vanlig bramfri, polemisk stil på Dansk Folkepartis hjemmeside at ”når man er dansk, er man naturligvis ikke samtidig mangfoldig. Det siger sig selv. Man er én ting. Man er dansk. Identiteten er ikke mange ting, hvis den ikke skal være pjat, men er alvor …”. Det er alt for stærkt, for identiteter er som oftest mange ting, det er ikke pjat, men en velunderbygget kendsgerning. Den indiske nobelpristager Amartya Sen har i sin seneste bog Identitet og Vold overbevisende påpeget, hvordan menneskers kulturelle identitet er sammensat af forskellige gruppetilhørsforhold, vel at mærke uden at fornægte dens betydning.   

Men Søren Krarup har ikke desto mindre en pointe. Hvis man kan lægge hvad som helst i et ord, mister det sin mening. Man kan ikke bare sige, at mindretalskulturen er mangfoldig og foranderlig, uden i det mindste at give en antydning af, hvad der udgør enheden i mangfoldigheden. En kultur kan være rummelig og sammensat, og begreber kan være komplekse og vage, men hverken kulturer eller begreber kan være grænseløse.

I en periode var det almindeligt at opfatte kultur og national identitet som en ren ”konstruktion”: Ideen om en dansk identitet hævdedes at være en forholdsvis ny opfindelse, et produkt af 1800-tallets romantiske bevægelse, og ikke en historisk realitet. Dette synspunkt står ikke længere uanfægtet. Der er masser af eksempler fra Danmarks ældre historie på noget, som vanskeligt kan betegnes som andet end fædrelandskærlighed. Sociologiske studier har ligeledes påpeget at der er en række værdier, som der i hvert fald er udbredt enighed om at anse som danske på tværs af de forskellige befolkningsgrupper. Det er også slående, at de fleste i dagligdagen har en ganske klar opfattelse af at noget kan være mere eller mindre dansk, selv om de ikke nødvendigvis kan udtrykke, hvad de bygger den på.

Jeg har selv oplevet et sammenstød mellem mine teoretisk begrundede, meget lidt nationalistiske synspunkter og mine mere umiddelbare følelsesmæssige reaktioner. I princippet anerkender jeg sprogenes historiske foranderlighed og nærer stor sympati og ligefrem beundring for den kreative sprogblanding, som naturligt foregår i grænselandet, og er det håndgribelige bevis på et vellykket kulturmøde. Alligevel kan det skære mig i hjertet at høre mine børn tale dansk med tysk accent eller ordstilling. Det bekræfter, at national identitet ikke er noget der påtvinges en ovenfra. Den er mere rodfæstet, funderet i vaner og følelser og derfor ikke så let at løbe fra. Det kan ikke retfærdiggøre nationalisme, men er dog en realitet som man er nødt til at forholde sig til. Nogle kalder følelser ”irrationelle”, men de viser bedre end såkaldt rationelle argumenter, hvad der faktisk betyder noget for os.

Sindelagsprincippet
Det gældende kriterium på hvorvidt man tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, er sindelagsprincippet: til mindretallet hører alle, der måtte ønske det, og som kan identificere sig med mindretallets værdigrundlag. Det er et sympatisk kriterium og formentlig det eneste politisk gangbare, fordi det ikke stiller bastante krav om en særlig afstamning eller sprogkundskaber og frem for alt forhindrer egentlig sindelagskontrol, der ofte bruges til at sætte mindretal under pres. Det fremgår også af den aktuelle debat, at man risikerer at gøre mindretallet – og danskheden i Sydslesvig – en bjørnetjeneste ved at insistere for kraftigt på, at man som dansk skal være på en ganske bestemt måde. De angiveligt dansksindede nord for grænsen stiller krav af en type, som i mere dystre tider blev anvendt af de tyske myndigheder med det klare formål at reducere mindretallets størrelse og indflydelse. Men sindelagsprincippet er ikke uproblematisk og kan ikke i sig selv sætte punktum for diskussionen; det rejser flere spørgsmål, end det besvarer.

For at kunne ønske være dansk, må man formentlig vide, hvad det er – og det er dels ikke let at sige, dels er det jo faktisk en sådan nærmere indholdsbestemmelse, som man med sindelagsprincippet gerne ville undgå.

Normalt gør vi heller ikke danskhed afhængig af, at man har foretaget et bevidst valg. Det almindelige er, at man fødes ind i en bestemt national kultur, som man dermed i en eller anden forstand ”tilhører”, hvad enten man vil det eller ej.

På en måde er sindelagsprincippet et usædvanligt stærkt krav. Mange danskere har formentlig aldrig tænkt over, hvorvidt de ønsker at være danske, og nogle af dem nærer måske ligefrem et eksplicit ønske om slet ikke eller kun i mindre grad at være det. Det er i alt fald muligt at tage afstand fra dele af den danske nationalkarakter (f.eks. janteloven) og kulturarv (f.eks. madkulturen), uden derfor at blive mindre dansk. Mine egne børn er mildt sagt noget usikre ved at høre sig omtalt som danskere. Men de kender alle Olsen Banden filmene, lytter til Nik og Jay (skønt de primært følger med i de tyske hitlister) og modtagelige for og leveringsdygtige i dansk humor, ironi, billedsprog og ordspil. Så trods deres uklare ”sindelag” er de på mange måder meget danske. Vi skal i det hele taget ikke lægge for meget i de unges tvetydige eller forbeholdne erklæringer, også fordi unge jo generelt nødig vil sættes i bås eller overtage forældrenes normer, så længe der faktisk læres, tales og leves dansk i Sydslesvig. 

Afgrænsning af et åbent begreb
Alle er vist enige om, at danskhed er komplekst fænomen, som omfatter både historie, kultur, geografi, sprog, vaner, væremåde, ønsker og holdninger. Man kan sige, at begrebet har forskellige dimensioner. Der er en hel række egenskaber, som knytter sig til det at være dansk. Man behøver langt fra at have dem alle - i hvert fald slet ikke i samme grad – men man må i hvert fald have nogle af dem til en vis grad. Der findes prototypiske eksempler på danskhed, personer der tydeligt eksemplificerer alle trækkene – som er født af danske forældre, lever i Danmark, taler rigsdansk etc., og som vi benytter som en slags ubevidst pejlemærke, når vi rubricerer folk, ligesom vi rubricerer strudse eller ænder ud fra en forestilling om en særlig typisk fugl, formentlig noget i stil med en spurv. 

En person, som bevidst og oprigtigt ønsker at være dansk, behøver i mindre grad faktisk at have de øvrige typiske egenskaber. Og for at kunne ønske at være dansk, behøver man næppe kunne redegøre for, hvad det præcis vil sige. Man forholder sig netop til konkrete eksempler, ønsker at være ”noget i retning af dét der”, at få del i ”det som foregår på de danske skoler” osv. ”Danskhed” kan rigtig nok ikke betyde, hvad som helst, men det behøver omvendt heller ikke være mere simpelt end andre begreber. 

Udvanding eller almen samfundstendens?
Det danske mindretal i Sydslesvig er unægtelig præget af en stor og muligvis voksende mangfoldighed. Der er det mere eller mindre ”oprindelige” mindretal, nytilflyttede som mig selv samt tysktalende familier, som hverken har danske rødder eller umiddelbart taler dansk, men til gengæld udmærker sig i forhold til de to førstnævnte grupper ved virkelig at have truffet et bevidst valg om at tilslutte sig mindretallet og dermed virkelig lever op til sindelagsprincippet. Jeg mener som sagt, at dette kan kompensere for manglen på andre typiske egenskaber.

Men er det ikke et skønmaleri? Man kunne hævde, at den oprindelige mindretalsbefolkning er assimileret i en grad, så den ikke har anden tilknytning til Danmark end sit forbrug af danske ydelser, at tilflytterne ligeledes lukrerer på statsstøtten, selv om de ikke har noget historisk krav på ”ikke at blive glemt”, og at de tysktalende reelt ikke søger det danske, men blot en sprogskole eller i allerværste fald institutioner med mere forældrevenlige åbningstider eller mindre klassekvotienter end i den tyske skole.

Spørgsmålet er dog, hvorvidt problemerne drejer sig om mindretallets identitet eller er relevante for spørgsmålet om den danske statsstøtte. Det tvivler jeg på.

Jeg frustreres selv over, at mange shopper uforpligtende rundt blandt de forskellige tilbud. Og jeg frustreres over et mangelfuldt kendskab til dansk kultur og danske samfundsforhold. Men man skal huske på at shoppingmentaliteten er vidt udbredt i dag. I Danmark er der stor tilstrømning til privatskoler, foreningslivet er i krise, og de sociale relationer bliver til flygtige netværksforbindelser. Tendensen er mere generel, end den er udtryk for en glidning fra det danske mod det tyske.  Man skal ligeledes huske på, at det også nord for grænsen kan være så som så med kendskabet til dansk kultur, og at de sydslesvigere, som jeg umiddelbart frustreres over ofte ikke kender Goethe og Willy Brandt bedre end I.P. Jacobsen og Jens Otto Krag.

Ved nærmere eftertanke må jeg sige, at jeg ikke så meget frustreres over en manglende vilje til det danske, men mere over en manglende vilje til at indgå i det konkrete fællesskab. Jeg frustreres over forældre, som sender deres børn i danske børnehaver og skoler uden at gøre et reelt forsøg på at lære dansk, eller stiller krav til skolen uden at have sat sig ind i dens værdigrundlag og særlige rammebetingelser. Men jeg må indrømme, at jeg nok dømmer for hårdt. Der er grænser for, hvad man kan forlange af mennesker med andre forudsætninger, og det er under alle omstændigheder noget ganske stort – og medbestemmende for identiteten – at vælge at sende sit barn i dansk skole.

I øvrigt er det værd at bemærke, at det danske foreningsliv i Sydslesvig har det bedre end nord for grænsen, at der her endnu findes meget af det som konservative gemytter nord for grænsen sukker efter, et forholdsvis tæt og nationalt orienteret fællesskab. Det må også fremhæves, at ganske mange tysktalende forældre oprigtigt identificerer sig med i hvert fald en del af de danske institutioners værdigrundlag, hvilket nok er mere, end man kan sige om mange rigsdanskere. 

Grænser for støtteværdighed?
Er det nødvendigt at holde det danske mindretal ”rent”, for at det kan gøre sig fortjent til støtte fra den danske stat? Naturligvis ikke. Hvorfor skulle det ikke være en legitim opgave for den danske stat at støtte en større befolkningsgruppe, som ønsker at styrke sit danske præg og udbrede dansk kultur, selv om den har en sammensat identitet? Dermed vedligeholdes jo under alle omstændigheder et stærkt kulturelt brohoved i grænselandet. På en måde er det ikke meget forskelligt fra situationen før 1864, hvor Slesvig og Holsten i endnu højere grad var et udvekslingssted for dansk og tysk kultur. Faktisk er der meget i den aktuelle udvikling i grænselandet, som burde bifaldes af de nationalkonservative med deres mere eller mindre udtalte ”genforeningshåb”: den økonomiske udvikling binder Nord- og Sydslesvig stedse tættere sammen, dansk erhvervsliv vinder indflydelse syd for grænsen, og mange tyskere ser muligheder i at tage en dansk uddannelse og arbejde nord for grænsen. Man skal have en meget snæver opfattelse af det nationale, for ikke at se det som styrkelse af danskheden i grænselandet, også selv om udviklingen ikke er drevet af drømme om vejende Dannebrogsflag. 

Frygten for at man reelt giver et økonomisk tilskud til den tyske flertalsbefolkning er ubegrundet. Der er næppe en krone af tilskuddet, som ikke på en eller anden måde bidrager til at styrke det danske islæt i Sydslesvig. Det er rigtigt, at der er foreninger, hvor der ikke tales meget dansk, men de er alligevel en reklamesøjle for og indgangsdør til mindretallet.

Visse politikere af mere progressiv observans betragter udviklingen som en flerkulturel succeshistorie, men mener, at netop dette overflødiggør statsstøtten: det danske er tilstrækkeligt populært til at klare sig selv, især hvis målet ikke længere er en ublandet mindretalskultur. Men det er en misforståelse. Uden støtte ville det danske islæt i blandingskulturen hurtigt aftage markant. Det er ikke et spørgsmål om at lokke andre med materielle fordele, men simpelt hen om at det koster at holde liv i en blandingskultur. Mindretalskulturen mangler stordriftsfordelene og har brug for et ekstra løft for at kunne stå sig i forhold til flertalskulturen.

Det er rigtigt, at danskhed ikke kan være hvad som helst. Det er også rigtigt, at vi ikke kan undgå en reel identitetsdebat blot ved at henvise til foranderlighed og rummelighed, selv om den næsten uvægerligt fører til diskussioner om sindelag og nationalkarakter, som man af andre grunde gerne vil undgå. Men selv om der må være grænser, behøver de ikke være snævre eller lukkede.

GRÆNSEN nr. 4, august 2009