01.07.2016 - 07:09
 
Opinion

Velfærdsstaten og det nationale – dengang og nu

De politikere, der banede vejen for velfærdsstaten, var en generation mærket af nederlaget i 1864 – en velfærdsstat, der forudsætter, at folk lever hele deres liv i det land, hvor de fødes og har en indbyrdes, nationalt afgrænset solidaritet.Velfærdsstaten var globaliseringens barn, men nu er den truet af globaliseringen. Professor i socialpolitik Jørn Henrik Petersen fortæller velfærdshistorie.

Af Jørn Henrik Petersen

Velfærdsstaten er gået danskerne i blodet. Den er rød og hvid som vore blodlegemer og ve den, der antyder, at den ikke er så enestående dansk endda. Den er dansk på en særlig dansk måde – og alternativet er udansk. Den er en del af den danske identitet – forestillingen om, hvad danskere har til fælles – hvad der samler danskerne, og hvad der adskiller dem fra andre. Den er national.

Nationalstaten
Nationalstaten har mange dimensioner, men fire forhold bag den danske nationalstat er vigtige.

Det første handler om krige og tab. Efter afslutningen af den store nordiske krig i 1721 overtog Rusland og Preussen langsomt Danmarks og Sveriges dominans over Østersøområdet. Danmark blev forvandlet til en småstat. I 1815 måtte man overdrage Norge til svenskerne. I 1864 led man det bitre tab af Slesvig-Holsten. Der var nu tale om en dansktalende befolkning inden for de territoriale grænser

Det andet vedrører skolesystemet. Med undervisningspligtens indførelse i 1814 fik vi et nationalt skolesystem, der kunne indpode fælles sprog og national kultur.

En tredje faktor er udviklingen af en demokratisk styreform, som den blev fastlagt ved junigrundloven 1849 og stadfæstelsen af folketingsparlamentarismen i 1901. Ét folk, én skole, én stat, ét politisk fællesskab (sådan da).

Hertil kom så i 1890’erne som et fjerde forhold den begyndende udvikling af sociale rettigheder. Der skulle dog gå nogle år, inden der for alvor blev tale om rettigheder. Ét folk, én skole, én stat, ét politisk fællesskab, ét sæt af nationale velfærdsrettigheder.

De gryende velfærdsrettigheder – som element i skabelsen af en nationalstat – bærer paradoksets karakter, fordi de var børn af en globalisering, der ændrede de toneangivende politikeres opfattelse af, hvad man måtte se som statens legitime funktioner. Velfærdsstaten var globaliseringens barn, men nu er den truet af globaliseringen.

"Blandt fremtrædende aktører i samtiden finder man forestillinger om,
at sociale reformer kunne bidrage til at hele de nationale sår,
overvinde samtidens åbenlyse sociale og politiske kløfter
og skabe national enhed på tværs af forskelle og modsætninger."

Statens legitime funktioner
Landbrugets salgspriserraslede ned. Jernbanedrift og dampskibsfart øgede udbuddet af korn i Europa. Salgspriserne faldt. Samtidig steg faktorpriserne. Udbuddet af arbejdskraft i landbruget faldt på grund af afvandring til byerne og udvandring til USA. Produktionsomlægningen mod et mere intensivt landbrug øgede behovet for arbejdskraft. Faldende udbud, stigende efterspørgsel, stigende løn. Gårdmændenes indkomster faldt.  Et stationært arbejdsmarked blev erstattet af et marked præget af mobilitet og internationalisering, mens infrastrukturudviklingen fremmede produktmarkedernes internationalisering. En cocktail, der kaldte på statens bistand.

Hertil kom politiske hensyn. Magtkampen i forfatningsstridens kappe skulle bringes til ophør. Truslen fra et internationalt orienteret Socialdemokrati, der sloges med Venstre om landarbejdernes stemmer, kaldte på reformer.

Den moderate gruppe i et splittet Venstre søgte samarbejde med moderate højrekræfter. Deres tanke var, at sociale reformer kunne erstatte lønstigninger som det middel, der kunne fastholde landbrugets arbejdskraft: ”Kan det en gang siges, at her i Danmark er de lykkeligste forhold, og at slaraffenlandet ikke findes i Amerika, da vil sagen være vundet”. (Fra: Beretning om Foreningen af Jydske Landboforeningers Delegeretmøde i Aarhus,1883).

De moderate venstrekræfter understregede, at Venstre var parat til at modarbejde ethvert overgreb mod samfundets naturlige, fredelige udvikling, enten angrebet førtes under reaktionens eller en international radikalismes fane. Fra Højre lød det, at borger og bonde måtte stå sammen for at værge samfundsordenen mod socialistiske omvæltningsforsøg. Derfor måtte man fremme sociale reformer, som gav øjeblikkelige og håndgribelige goder, så den enkelte kunne føle sig beskyttet mod sygdom, ulykke og alderdom. De gode kræfter måtte finde hinanden i fælles modstand mod de fædrelandsfjendtlige retninger.

"Socialdemokratiet ville i stigende grad skabe
”det gode samfund” i eget land. Ikke som et mål i sig selv,
men som et middel til at virkeliggøre de mål,
der skulle realiseres i en international kontekst."

Posttraumatiske politikere og den nationale velfærdsstat
De politikere, der banede vejen, var en generation mærket af nederlaget i 1864. Selv om man i Tyskland havde gennemført sygeforsikring i 1883, ulykkesforsikring i 1884 og alderdoms- og invaliditetsforsikring i 1889 ville danske politikere ikke imitere Tyskland – dertil var traumet for stort.

Derfor gik vi vores egen vej og lagde grunden til en velfærdsstat, der forudsætter, at folk lever hele deres liv i det land, hvor de fødes og har en indbyrdes, nationalt afgrænset solidaritet, så de, der klarer sig godt, finansierer velfærdsydelser til dem, der klarer sig mindre godt, i forvisning om selv i givet fald at blive behandlet på samme måde. En såre national velfærdsstat med indfødsretten som central kerne.

Om de tyske velfærdsordninger lød det fra den senere statsminister Niels Neergaard: ”Hvilken mængde af nye embedsmænd ville der ikke blive brug for, hvis vi hos os skulle indføre hele dette tungt arbejdende maskineri med særlig forsikringskonto for hver eneste arbejder og småmand her i landet, med kontrol og udpantninger osv. osv. Kun tyske professorer og bureaukraters hjerner kunne udtænke noget sådant.”

Blandt fremtrædende aktører i samtiden finder man forestillinger om, at sociale reformer kunne bidrage til at hele de nationale sår, overvinde samtidens åbenlyse sociale og politiske kløfter og skabe national enhed på tværs af forskelle og modsætninger.

Med det for øje gennemførte man alderdomsforsørgelse i 1891, sygeforsikring i 1892 og ulykkesforsikring i 1898.

Ikke mindst hovedarkitekten, Frede Bojsen, så reformerne i et dobbelt eller måske snarere treleddet perspektiv. Der skulle dæmmes op for Socialdemokratiet, så man kunne bevare ”det gode og fredelige forhold mellem samfundsklasserne her i landet”. Reformerne skulle bane vejen for en standsning af den ødelæggende magtkamp i forfatningskampens skikkelse, og de skulle bedre gårdmændenes økonomiske vilkår.

"Når man i Dansk Folkeparti på landsmøder
afsynger Danmark for Folket,
eksponerer man sammenfletningen
af velfærdsidentitet og national identitet."

Socialdemokratiet og Det radikale Venstre gror
De to sidste ambitioner blev realiseret, men ikke den første, thi Socialdemokratiet voksede i de efterfølgende tiår eksplosivt. Venstre blev i 1905 splittet ved etableringen af Det radikale Venstre – på en og samme tid kosmopolitisk og nationalt.

Partiets grundide var hentet fra fransk politisk tænkning. Et klassedelt samfund skulle bringes til at fungere som en harmonisk enhed. Midlet var et omfattende socialt og kulturelt reformarbejde og en aktiv statsmagt, der kunne afbalancere markedskræfterne i en liberal kapitalisme.

Socialdemokratiet havde ikke samme udgangspunkt, men byggede på et eksklusivt solidaritetsbegreb forbeholdt arbejderklassen. Solidariteten gjaldt ikke nationen, men klassen på tværs af grænserne. Allerede omkring århundredskiftet – endnu inden Det radikale Venstres etablering – gled Socialdemokratiet over i en holdning præget af dobbelthed. Det internationale og det nationale blev komplementære størrelser.

De tidlige sociale reformer blev i 1907 kompletteret med loven om arbejdsløshedsforsikring, som – i sammenhæng med det aftalesystem, der var udviklet for arbejdsmarkedet med afsæt i septemberforliget i 1899 – lagde grunden til det for Danmark meget specifikke samspil mellem arbejdsmarkeds- og socialpolitik.

Socialdemokratiet ville i stigende grad skabe ”det gode samfund” i eget land. Ikke som et mål i sig selv, men som et middel til at virkeliggøre de mål, der skulle realiseres i en international kontekst.

Den 1. verdenskrig smadrede partiets internationale platform. Nationalstaten blev arena for samfundets omdannelse, og dermed nærmede Socialdemokratiets og Det radikale Venstres mål sig hinanden.

Læs anden del af essayet på næste mandag.

Jørn Henrik Petersen er professor i socialpolitik ved Syddansk Universitet. I disse år leder han projektet Dansk Velfærdshistorie, hvis første tre bind - Frem mod socialhjælpsstaten, Mellem skøn og ret ogVelfærdsstaten i støbeskeen – er udkommet.


Bliv ven med Grænsen.dk på Facebook